Mærkesager
Som kandidat til kommunalvalget i 2025 er mine mærkesager klare: København skal være en by, man vælger til - fordi her er plads til at leve, ikke bare bo. Vi skal have en hovedstad, der er grøn, smuk og tilgængelig for alle, uanset om du cykler, kører bil, tager metroen eller går. Derfor støtter jeg havnetunnelen, metro-udvidelser og flere el-ladestandere, så vi binder byen bedre sammen og gør det nemmere at vælge grønt. Vi skal satse på grøn teknologi, flere grønne områder og ren luft, ikke kun tom symbolpolitik. Derfor kæmper jeg for:
Et rent og grønt København for alle
København skal have ren luft og flere grønne åndehuller. Jeg vil undgå partikelforurening og skabe flere grønne områder og badesteder – blandt andet ved at rense Søerne. Jeg ønsker også mere hverdagsgrønt: blomsterstriber, solceller på tage og begrønnede byrum. Det skal være nemt og billigt – ikke kun flotte prestigeprojekter.
Et København fuld af liv
Udeservering er en vigtig del af Københavns charme, og det skal vi værne om. I stedet for flere restriktioner skal vi sikre, at reglerne overholdes og hurtigt reagere på problemer. Vi skal samarbejde for at sikre hyggelige udearealer, der giver byen liv og trækker både turister og københavnere.
Flere københavnere skal eje deres egen bolig
København skal være en by for alle, og flere skal have mulighed for at eje deres bolig. Jeg vil arbejde for flere ejerboliger og nye modeller som kombineret eje/leje. Byudvikling skal ske med respekt for byens historie og grønne særpræg. For mig handler det om livskvalitet, ikke bare kvadratmeter.
En tryg by for alle borger
København skal være en by, hvor man føler sig tryg, både dag og nat. Vi skal styrke samarbejdet mellem politi, kommune og frivillige. Jeg vil give det kommunale ordenskorps flere beføjelser for at kunne gribe ind effektivt – og vi skal sikre bedre parkeringsmuligheder for at bekæmpe cykeltyveri.
Et København i vækst for virksomheder og mennesker
København skal være en by, hvor erhvervslivet støttes, ikke hæmmes. Vi skal styrke adgangen til arbejdskraft og skabe gode rammer for både små og store virksomheder. Vi skal stoppe den ideologisk krig mod bilisterne – fornuftige parkeringsforhold er også nødvendige for, at erhvervslivet kan trives.
Sundhed med borgeren i centrum
Jeg kæmper for et sundhedsvæsen, hvor borgeren er i fokus. Alle skal have adgang til en lokal læge og kunne vælge en anden, hvis tilliden mangler. Vi skal åbne for nye løsninger, så civilsamfund og private aktører kan hjælpe med at løfte velfærden, særligt for dem som er allermest sårbare.